De nominerede til Erhvervsjournalistprisen 2016

De nominerede til Erhvervsjournalistprisen 2016

 

Erhvervsjournalistprisen støtter op om udviklingen af dansk erhvervsjournalistik gennem en fremhævelse af unikke præstationer eller tiltag. Prisen blev uddelt for første gang i foråret 2015, og nu er de fem nominerede kandidater til dette års erhvervsjournalistpris på plads.

I april måned 2015 blev Niels Sandøe, erhvervsjournalist på Jyllands-Posten og Finans.dk, den første vinder af Erhvervsjournalistprisen og pengepræmien på 60.000 kroner. Erhvervsjournalistprisen bliver uddelt én gang årligt, og dette års fem nominerede kandidater er netop blevet fundet.

Alle fem medlemmer af Nomineringsudvalget har hver især indstillet tre enkeltpersoner eller grupper til Erhvervsjournalistprisen 2016. De fem kandidater, med flest point i udvalget, er videre i opløbet om at vinde prisen.

 

Årets nominerede kandidater nævnes i tilfældig rækkefølge:

Jakob Skouboe, redaktør, FinansWatch

Johan Christensen, redaktør, Børsen

Thomas Nygaard Madsen og Christian Carlsen, journalister, MediaWatch

Freelance journalist og forfatter, Birgitte Dyrekilde, og forfatter og researcher, Michael Teschl, for bogen Afsløret – Jan Bonde Nielsen

Søren Rahbek, Torben Juhler og Kaare Johansen, journalister Vejle Amts Folkeblad og Jesper Sørensen, journalist TV2 Syd

 

Det er et panel på 400 erhvervsjournalister, der får mulighed for at afgøre, hvem der i løbet af de kommende måneder bliver vinderen af Erhvervsjournalistprisen 2016.  Vinderen kåres gennem en afstemning, hvor alle fra panelet kan udpege tre kandidater i prioriteret rækkefølge.

Nomineringsudvalgets begrundelser for indstillingerne

Alle medlemmer af Nomineringsudvalget har indgivet en begrundelse sammen med deres tre indstillinger. Her følger en oversigt over, hvorfor de fem nominerede kandidater er indstillet til prisen. Beskrivelserne dækker ikke nødvendigvis alle medlemmer i Nomineringsudvalget, men er udtryk for et sammendrag.

Jakob Skouboe, redaktør FinansWatch, indstilles til prisen på grund af sin førsteklasses dækning af en af de største erhvervsskandaler i nyere tid, OW Bunker-krakket. Med bogen OW Bunker: Insidernes fortælling om det dramatiske kollaps har Jakob kastet lys over, hvad der førte til OW Bunkers pludselige og totale kollaps blot et halvt år efter børsnoteringen. Jakob dækkede sagen med viden og journalistisk kyndighed. Jakobs evne til at etablere fortrolighed med sit kildenet gjorde, at han kunne gå konkret og kritisk til værks i sagen og være førende på denne historie. Med bogen har Jakob Skouboe belyst et af de sorteste – måske endda det sorteste – kapitel i dansk børshistorie. De tusinder af investorer, som satte penge i selskabet, har endelig kunne få den fulde forklaring på, hvad der gik galt. Bogen er udgivet hos Gyldendal Business medio 2015.

 Johan Christensen, redaktør Børsen, er en førende reporter inden for økonomisk kriminalitet. Få danske journalister har som Johan i en årrække dækket sager om økonomisk kriminalitet; med stor indsigt og ofte i front. Især bemærkes hans kildenet i den betændte del af erhvervslivet, men også kildenettet hos de offentlige myndigheder, som kører de konkrete sager. Johan kan sit journalistiske håndværk, og evner tillige at balancere disse ofte meget svære sager om økonomisk kriminalitet, uden at forfalde til at "fælde dom", inden den rigtige domstol har talt. Især sagen om Vestas’ slagsmål med fhv. finansdirektør Henrik Nørremark dækkede han super professionelt – næppe andre medier kunne følge med.

Thomas Nygaard Madsen og Christian Carlsen, journalister MediaWatch, indstilles til prisen for deres fantastiske dækning af Qureshi-sagen. Sagen om sportsjournalisten Michael Qureshi er en enestående sag i dansk pressehistorie. På under en uge i december 2015 gik Michael Qureshi fra at være en højtprofileret sportsjournalist til at være bortvist, udskældt og forsidestof, da TV3 Sports fodboldmagasin Onside kunne afsløre, at Michael Qureshi i årevis havde benyttet sig af falske navne på kilder og medskribenter. Uden de to journalisters intensive dækning var alle detaljer i sagen ikke kommet frem. De to har gennem mere end 30 artikler gået Michael Qureshis arbejde på BT, Ekstra Bladet og Goal systematisk i sømmene.

Søren Rahbek, Torben Juhler, Kaare Johansen, journalister Vejle Amts Folkeblad og Jesper Sørensen, nu journalist på TV2 Syd, for deres dækning af den økonomiske skandale i Vejle Havn, som har affødt fyringer og politiefterforskning. Der er tale om en interessant afdækning af misbrug af betroede midler i en offentligt ejet erhvervsvirksomhed, som finder sted i grænseområdet mellem politik og selskabsdrift, hvilket de danske havne er et godt eksempel på. Samtidig er det dejligt at kunne fremhæve erhvervsjournalistik fra et lokalmedie.

Freelance journalist og forfatter, Birgitte Dyrekilde, og Michael Teschl, forfatter og researcher, for bogen Afsløret – Jan Bonde Nielsen, der for første gang giver en samlet fremstilling af den kontroversielle erhvervsmand Jan Bonde Nielsens lange og brogede karriere for lånte penge. Jan Bonde Nielsen har i mange år stået øverst på mange journalisters ønskeseddel, og nu har vi endelig fået en bog på disken. I bogen afdækkes hans gøren og laden gennem de seneste årtier, hvor han har været involveret i den ene kæmpehandel efter den anden rundt om i verden. Bag bogen ligger en omfattende research baseret på skriftlige og mundtlige kilder. Bogen er udgivet på Lindhardt og Ringhof primo 2016.

Resultatet af dette års afstemning bliver offentliggjort i april måned 2016.

 

Dette års Nomineringsudvalg består af:

Jens Otto Kjær Hansen, rektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Henrik Tüchsen, redaktionschef, Watch Medier

Jens Christian Hansen, redaktør og erhvervskommentator, Berlingske Business

Simon Kirketerp, penge- og investredaktør, Dagbladet Børsen

Lars Løcke, erhvervsjournalist, NORDJYSKE Medier

 

Af Sarah Bruun Hedegaard
Kommunikationskonsulent Aalund